Selvom Tyrkiet officielt har været på EU’s kandidatliste siden 1999, bevæger landet sig i dag væk fra europæiske værdier. Præsident Erdogan holder et trumfkort på hånden, mens han tester vandene i det østlige Middelhav. Det går i første omgang ud over Grækenland og Cypern. I anden omgang udstiller det EU’s ringe evner til at føre udenrigspolitik.

Af Mikkel Holmgaard Winding

Det er især græske og cypriotiske interesser, der står på spil, når Tyrkiet afprøver grænser i det østlige Middelhav. En løftet pegefinger fra Rådet har for længst vist sig utilstrækkelig, og nu har Cypern set sig nødsaget til blokere for sanktioner mod Lukashenkos regime i Hviderusland for at få rettet opmærksomheden mod sig.

Fadæsen udstiller en brist i det bløde diplomati, som er kernen i EU’s udenrigspolitik.

”EU er meget svag til at føre udenrigspolitik, og det viser sig gang på gang,” siger seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

”Min påstand er, at det ikke bliver bedre. EU bliver ikke bedre til at føre udenrigspolitik.”

Langt fra målet

Siden Tyrkiet blev kandidatland i 1999, har landet nydt godt af EU’s tiltrædelsesstøtte. Det er blevet til flere milliarder euro, som til gengæld burde bevirke, at Tyrkiet bevæger sig i retning af europæiske værdier med hensyn til menneskerettigheder, antikorruption og demokrati.

Det er dog snarere det modsatte, der er sket. Tyrkiet er i dag længere fra at tilfredsstille Københavnkriterierne, de krav, man stiller til et kandidatland, hvis det vil opnå medlemskab i EU, end det var for ti år siden. Det siger en rapport, Kommissionen fremlagde sidste år.

”Det er besynderligt, at EU accepterer Tyrkiets adfærd, men man må forholde sig til den realpolitiske virkelighed. Det kan godt være, vi synes, de er nogle skiderikker, men vi kan ikke gøre så meget ved det,” siger Rasmus Brun Pedersen, EU-forsker og lektor ved Aarhus Universitet.

Trumfkort

EU har i løbet af de sidste tre år afsat seks milliarder euro til Tyrkiet til gengæld for at bremse den massive flygtningestrøm mod Europa. Det har gjort, at der i dag opholder sig mellem tre og fire millioner flygtninge i Tyrkiet. Selvsamme flygtninge er nu blevet det stærkeste kort på hånden for Erdogan, som ved, at EU frygter en krise a la 2015.

”Tyrkiet kan trække bundproppen ud og lukke en million flygtninge ind i EU. Det har de også for nylig truet med, for at vise at det her er en troværdig trussel,” siger Rasmus Brun Pedersen.

Siden februar 2018 har Tyrkiet stredes med både Grækenland og Cypern om retten til at bore efter naturgas og olie på områder, som, Tyrkiet mener, tilhører dem.  I begyndelsen af september afholdte Tyrkiet en omfattende militærøvelse på det nordlige Cypern, som siden 1974 har været besat af tyrkiske kræfter.

Konsekvenserne af den faretruende kursændring er til at overse. Siden konflikten brød ud, har adskillige EU-instanser forsøgt at mane tyrkerne til besindelse, men Erdogan virker ikke ligefrem afskrækket. I august udtalte han, at Tyrkiet er villigt til at anvende de nødvendige politiske, økonomiske og militære midler for at sikre det, der tilhører Tyrkiet.

Noget for noget

Manglen på handling fra EU-regi har nu også sat spor i Østeuropa, da Cypern stemte imod sanktioner mod Hviderusland. Den lille østat meldte klart ud, at de er tilhængere af forslaget, men ikke kan stemme for, så længe EU ser gennem fingre med Tyrkiets adfærd.

”Hvis et land ikke får hjælp på sit område, vil det heller ikke hjælpe på andres områder. Man prioriterer det, man ligger nærmest,” siger Hans Mouritzen fra DIIS. Ad omveje er EU’s udenrigspolitik atter sat ud af spil.

Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, udtalte i juni, at Tyrkiet bør miste sin status af kandidatland. Ifølge lektor Rasmus Brun Pedersen er det dog langtfra realistisk i øjeblikket.

”Det er en ret vigtig ting, at flygtningelejrene er i Tyrkiet og ikke i Grækenland. Derudover ville man miste sin linje til Ankara og den eneste mulighed, EU har for at udøve indflydelse,” siger han.